Det at lave kystlivredning på en given strand eller kyststrækning, vil derfor aldrig blive en 'standardvare'. Der vil altid være tale om, at løsningen specifikt skal tilpasses de lokale forhold.

I det følgende skal vi se på de 'byggesten', som man - i en sådan opbygning - kan gøre brug af.

Indtil nu har vi talt om kystlivredning som begreb. Skal vi illustrere den faktiske tilstedeværelse af en sådan, må vi derfor blive mere specifikke. Det kan betyde, at der vil blive brugt termer og begreber, som ikke er umiddelbart tilgængelige for andre end de, der arbejder med kystlivredning. For i størst mulig omfang at råde bod på dette, findes der i bilag 1 en ordforklaring, som beskriver de brugte termer og begreber.

På stranden vil det synlige bevis for, at der udføres kystlivredning altid være en kystlivredderpost. Det vil sige en høj observationsplatform eller et tårm - om man vil. Herfra vi en kystlivredder til stadighed overvåge badegæsternes aktivitet på stranden - men især i vandet.

  Et kystlivrednings-distrikt

Et kystlivrednings-distrikt er en sammenhængende kyststrækning, hvor der er placeret en eller flere kystlivredningsposter.

Fælles for alle kystlivredningsposter er, at de har et tårn samt at de står i radiokontakt med alle andre kystlivredningsposter inden for samme kystlivrednings-distrikt. Radiokontakten mellem de enkelte enheder i kystlivrednings-distriktet er 'alfa og omega' for en succesfuld løsning af opgaven, men herom senere.

Når et kystlivrednings-distrikt planlægges, må der således tages stilling til, hvor mange kystlivredningsposter der vil være behov for i relation til det ønskede sikkerhedsniveau. Desuden må radiokontakten mellem disse - samt de eventuelle begrænsninger heri - afklares. Det vil typisk sige, at udstrækningen af et kystlivrednings-distrikt ikke kan overstige 15 km.

Dimensioneringen af kystlivrednings-distriktet - med hensyn til antallet af kystlivredningsposter - sker typisk med baggrund i områdets karakter, herunder kystens farlighed og antallet af besøgende/badegæster.

Kystlivredningsposten

En kystlivredningspost har altid - uanset type - en høj observationsplatform (tårn). Forskellene mellem de respektive typer, er bemandingens størrelse samt omfanget af det redningsudstyr, der findes på posten. I bilag 2 er det nævnte redningsudstyr nærmere beskrevet.

Observationsplatformen er et 6,5 meter højt tårn med en platform i den nævnte højde, hvorfra kystlivredderen kan overvåge stranden. Med en middelstærk kikkert giver det mulighed for på 2,5 km afstand at se, hvorvidt en person er i fare eller blot bader lidt 'voldsomt'.

De forskellige post-typer, der kan gøres brug af, når et kystlivrednings-distrikt skal planlægges, er som følger:

Hovedposten
er en post, som er bemandet med 4 kystlivreddere og har en havgående båd samt en bil med bådtrailer. Derudover er der selvfølgelig diverse redningsudstyr. En hovedpost har - som navnet indikerer - en central rolle i et kystlivrednings-distrikt. Det vil typisk være fra hovedposten, at styringen af større aktioner foregår. Opgavefordelingen mellem de fire kystlivreddere er den, at en af disse til stadighed overvåger stranden fra tårnet. De tre resterende kystlivreddere har til opgave at betjene båd og bil. Ved sejlads er der altid to kystlivreddere ombord i båden, mens den tredie kystlivredder skal være til rådighed, når båden sættes i vandet fra traileren.

Sideposten
er en post, som er bemandet med 2 kystlivreddere og har en let båd. Denne posttype vil typisk blive brugt på lokaliteter, som ligger længst væk fra hovedposten. Den ene af de to kystlivreddere vil fast overvåge stranden fra tårnet, mens den anden har til opgave at betjene den lette båd. Båden vil være placeret i bekvem nærhed af posten, så den kan søsættes med hjælp fra kystlivredderen i tårnet.

Midterposten
er en post, som er bemandet med kun 1 kystlivredder. Herfor må en midterpost placeret forholdsvis tæt på hovedposten, hvilket vil sige inden for en afstand af 5 km. Denne afstand gør, at der vil være visuelt sigt mellem hoved- og midterposten og at den nødvendige backup i givet fald kan hentes herfra.

De her nævnte typer af kystlivredderposter kan eventuelt - afhængig af de lokale betingelser - suppleres med følgende mobile enheder:

Vandrende kystlivredder
er en livredder, som afpatruljerer stranden i nærheden af en kystlivredderpost. Vedkommende er i stadig radiokontakt med de nærmeste kystlivredderposter. I givne situationer - eksempelvis når der er rigtig mange badegæster - kan den vandrende kystlivredder placeres på en fast position og herfra overvåge aktiviteterne på stranden og i vandet.

Kørende kystlivredder
er en livredder, som afpatruljerer stranden i bil (evt. med en havgående båd på en trailer) på strækninger, hvor der er langt mellem kystlivredderposterne (mellem-zone). Det er klart, at der skal være mulighed for kørsel på stranden for at en kørende kystlivredder kan bruges. En sådan mobil enhed kan via radiokontakt hurtigt indsættes på et givet sted i kystlivrednings-distriktet, hvis uheldet er ude.

I relation til placeringen af en af ovennævnte kystlivredningsposter, så vil det typisk ske, hvor der er en nedkørsel til stranden eller hvor der i øvrigt er gode tilkørselsforhold. Dels fordi en nedkørsel eller gode tilkørselsforhold med parkeringspladser erfaringsmæssigt betyder mange badegæster i nærheden, dels fordi det i givet fald giver redningskorpset de bedste betingelser i forbindelse med ulykker.

Overvågningen og zoner

• En kystlivredder-zone er det sted, der er mulighed for at opnå den største grad af badesikkerhed, fordi kystlivredder-zonen ligger tæt ved et kystlivreddertårn. Det er typisk en 300 m strandstrækning med overvågningszone på hver side af et kystlivreddertårn. Hre er det særlig sikkert at bade, da alle badeaktiviteter nøje overvåges fra tårnet. På land er området tydeligt afmærket med eksempelvis en vimpel på en 3 m høj stage. I vandet kan der udlægges bøjer, som markerer den ydre grænse for badning.
  
• En overvågningszone uden for kystlivredder-zonen - som det visuelt er muligt at overvåge fra kystlivreddertårnet. En overvågningszone har typisk en udstrækning på 2,5 km på hver side af tårnet og zonen kan - om muligt - markeres med skilte.
  
• En mellem-zone er den strækning, som opstår, hvis dækningsgraden ikke er 100%. Over for de badende bør det tydeligt fremgå (via f.eks. skilte), hvilke dele af stranden, der er mellemzone, således der ikke skabes 'falsk tryghed'. Mellem-zonen vil som udgangspunkt blive afpatruljeret af en vandrende- eller kørende kystlivredder.
  

Dækningsgrad
Afhængigt af antallet af kystlivredningsposter - og den indbyrdes afstand mellem disse - vil der kunne tales om, at kystlivredningen har en hel eller delvis dækningsgrad. Er afstanden mellem to poster 5 km vil det være muligt - med en kraftig kikkert - at opnå god visuel sigt mellem de to tårne (2,5 km fra hver) og dermed mulighed for, at overvåge den samlede strandstrækning. I denne situation vil vi tale om, at dækningsgraden er 100%. Dette betyder også, at der ikke forekommer nogen mellem-zone mellem disse to poster.

Der kan kompenseres for den manglende dækningsgrad ved i mellemzonen at benytte vandrende- eller kørende livreddere. Disse livreddere kan med passende interval afpatruljere zonen, men dette kan naturligvis ikke give den samme sikkerhed, som når der er visuel sigt fra en kystlivredningspost.

Et andet forhold, som knytter sig til dækningsgraden, er muligheden for at have radiokontakt med en kystlivredningspost. Opstår der en mellemzone imellem to kystlivrednings-poster, vil det betyde, at der vil være positioner, hvorfra der ikke kan skabes den ønskede forbindelse.

Radiokontakt

LIVREDNING.DK SPECIAL NYT  VIDEO/AUDIO ARANCIA redningsbåd Rügen-Binz kystlivredderne  FLERE BERETNINGER Kystlivredder 2001 - Beretning af Christian Høgh Aziz Virkelighedens Baywatch - Beretning af Høyer-Kruse & Hede Simonsen Rødhus 2001 - Beretning af Jeppe Bredahl Pedersen En Verden til Forskel - Beret- ning af Bianca Carstensen  EKSTRA INFORMATION BEACH-kørestole Animation af hestehul RID-faktoren: En lumsk drukneårsag  RESOURCES Lær kystlivreddernes SIGNALFLAG at kende NY livredningsbog Online Debat Forum

Radiokontakten har tidligere været omtalt som 'alfa og omega' for en kystlivredning. Radioen er kystlivredderens 'livline'. Det gælder uanset om der er tale om, hvad man kan kalde den 'interne' kontakt - mellem de enkelte kystlivreddere eller kystlivreddertårnet - eller den 'eksterne' kontakt, til eksempelvis Falck, og i mindre grad politiet og SOK (Søværnets Operative Kommando).

Når den bærbare radio er kystlivredderens 'livline', hænger det sammen med, at det er radiokontakten, der skaber helheden eller sammenhængen, om man vil. Via radioen kan kystlivredderen delagtiggøre sine kollegaer i sine iagttagelser, og - hvis uheldet er ude - få assistance.

Teknisk set er der tale om et 'internt' radiosystem, hvor alle kystlivreddere - i ét kystlivrednings-distrikt - kan lytte med på, hvad der rør sig. Hvis hjælp er nødvendig, ved den enkelte kystlivredder, at alle andre i distriktet (indenfor radioens sendeafstand) lytter med, og dermed kan træde til efter behov.

På hver kystlivredningspost findes der en stationær radio. En såkaldt basisstation. Denne har en større sendestyrke og antenne - end de bærbare radioer - og har derfor længere rækkevidde.

Den enkelte kystlivredder har desuden en almindelig mobiltelefon, hvorfra Falck, politi og SOK kan adviseres i påkommende tilfælde.

Der er lagt vægt på, at der - fra en bærbar radio - altid kan skabes kontakt med en kystlivredderpost. Det vil herefter være kystlivredderen på posten, som afgør, hvorvidt der skal 'sendes besked' om hændelsen til andre poster i distriktet. Det kunne eksempelvis være tilfældet, hvis den pågældende post ikke råder over en båd eller, hvis der er brug for mandskabsmæssig assistance.

Et eksempel

Men hvordan vil tingene se ud, når det generelle omsættes til noget konkret, der tager udgangspunkt i virkelighedens verden?

Til illustration heraf vil det være naturligt at tage udgangspunkt i kyststrækningen fra Rødhus i syd til Løkken i nord eftersom der her - allerede i flere år - har været gjort forsøg med kystlivredning. Når den skitserede løsning ikke til fulde er virkeliggjort, er svaret naturligvis 'penge'.

Kystlivrednings-distriktet Løkken-Blokhus skal således dimensioneres med fem kystlivredningsposter, placeret i henholdsvis Rødhus, Blokhus, Saltum Strand, Grønhøj og Løkken.

Denne lokalisering af kystlivredningsposterne vil - som omtalt - give fornuftige betingelser for radiokontakt mellem kystlivredderens bærbare radio og en af kystlivredningsposterne. Omend der på nogle stræk vil være mere end 5 km mellem to kystlivredningsposter, så er 'overskridelsen' ikke større end, at der ved placeringen af kystlivredningsposterne vil være visuelt sigt, hvorfor der ikke vil opstå kritiske mellem-zoner.

Ud fra en vurdering af koncentrationen af badegæster på kyststrækningen skal kystlivredningsposter i Blokhus og Løkken være hovedposter. Ved Saltum Strand og Grønhøj placeres der - hvert sted - en sidepost, mens der i Rødhus placeres en midterpost. Når Rødhus betjenes med en midterpost, så hænger det nøje sammen med, at der 'kun' er 3 km til Blokhus, hvorfor denne post bådmæssigt kan betjenes herfra.