Livredning.DK

 

Hestehuller
FOTO

    Disse druknemaskiner ville være en Stephen King gyser værdig, mener Vesterhavs-kystlivredder efter farefuld færd ud mod horisonten:

    “Oplevelsen var ti gange så pebret, som jeg først havde forestillet mig inde på stranden.”

    LIFEGUARD PAGE of SCANDINAVIA satte to kendere stævne. 


    Af Torben Laurberg, redaktionen, 
    1998       

    Fra barnsben svirrer luften af makabre myter om mystiske hestehuller, der suger folk ud og væk, ned til druknedøden i dybet.        
    Noget er der om snakken, men først en rask gang myteaflivning:        
    Nej, det er ikke “understrøm”, der river de badende til havs. I jorden med den.        
    Samme vej med myten om en “nedadgående strøm”:        
    Gode og dårlige svømmere kan godt nok suges ud i hestehuller. Ikke ned. Går nogen ned på dybt vand, skyldes det en mistet flydeevne.        

    FOTO

    Ufatteligt mange        
    Tilbage står så myten om hestehuller, som hvert år suger badegæster væk fra vore vesterhavsstrande. Og dén har noget på sig, mener Vesterhavs-kystlivredder Helga Angela Gulisano, 22, Århus.        
    “Hestehullerne er de rene druknemaskiner. Sejlivede myter om “understrømme” er hen i vejret. Tit hører vi badegæster kalde ditten og datten for “understrøm”. Det forbavser ikke. Allerede i skolen er flere jo fejlagtigt undervist i, at man skal frygte understrømmen. Den er helt gal. Så det hænder, at vi giver strandgæsterne et lynkursus i sandet. Af og til er der også kaffe på kanden, mens vi afliver myter og unødig frygt.”        
    Gennem flere badesæsoner har Helga Gulisano opereret ved kystlivreddernes livreddertårnene på Jammerbugten’s badestrande og set hestehuller hærge.        
     “Understrøm kan man da godt kalde det kolde bundvand, der lister ind mod land i fralandsvind og giver kolde tæer, imens overfladevand og badedyr blæses udad.        
    Men af livreddere bør understrøm kun omtales, når begrebsforvirrede irettesættes,” siger hun med en understrøm af humor.       


    “Selv på engelsk er den gal,” afbryder kystlivredderkollegaen Torben Bjerre, 25, København, med to års bopæl i USA. Og dyb fascination for fandenivoldske hestehuller.        
    “Ufatteligt mange amerikanere taler forfejlet om “undertow” - altså understrøm - i stedet for det, der i virkeligheden er “rip currents” - altså hestehuller,” siger han let livredderfortørnet.        
    Forvirringen er global.        
    FOTO

    Backwash 
    Fejlbegrebet udspringer ifølge USLA (United States Lifesaving Association) af fænomenet “backwash”, som de fleste strandgæster kender til. Og “backwash”, har intet at gøre med hestehuller. Ikke en hammerhaj.        
    Backwash bruges af kystlivredderne som et låneord, og dækker over den omstændighed, at tyngdekraften får opskyllede vandmasser ved stejle strande til at løbe tilbage og væk fra strandkanten, imens brændinger kontinuerligt slår ind. Især ved højvande i pålandsvind. Af briter kaldes denne “backwash” også “runback currents”.        
    En stærk backwash får let små børn og gangbesværede soppere til at snuble. Og enhver, der i bare tæer har soppet ved en tilpas stejl vesterhavsstrand ved højvande i pålands-vind, kender backwash, som en heftig kriblen og krablen om fødderne fra småsten, skaller, søstjerner og andet godt, der af vandmasser flinkt føres udad.        
    “Backwash kan være en trussel mod fodfæstet for nogen,” fortæller Vesterhavs-kystlivredderen Torben Bjerre.        
    “Andet er der ikke i det. Men derfra og så til at blive suget ud og væk - det kræver sit hestehul, og hestehuller er sjældne ved stejle strande. Ok, er de der så, så kan de kombineret med back-wash, der vælter badegæsten omkuld, trække en ud og væk - hvis altså ingen livredder griber ind. Men kombinationen har hverken jeg eller mine korps-kollegaer hørt om.”        
    FOTO

    Det drøner ud        
    “Et hestehul hærger typisk ved en lavning i revlen, dannet ved erosion. Her er en kraftig udadgående strøm.”        
    - Udadgående strøm?        
    “Ja. De enorme vandmasser, der vælter ind mod land, ind over revlen, får vandstanden mellem revle og kyst til at overstige havets middelvand-stand. Ved voldsom pålandsvind med op til et par meter visse steder. Vandet er simpelthen dæmmet ind og op her, og må ud igen.        
    Og så går ikke stærkt nok, når tyngdekraften udjævner niveauforskellen.”        
    - Fordybningen i revlen, er altså så den letteste vej for det opdæmmede vand at slippe ud?        
    “Ja, det er hestehullets epicentrum. Og hér er tryk på - det drøner ud,” siger Vesterhavs-kystlivredder Torben Bjerre.        

    FOTO
    Løkken er lunefuld        
    “Og det siges ikke for tit: Strit ikke imod, når du hapses her. Det er ikke hysteri og pak-dig-selv-ind-i-vat. Det er sund fornuft. Flere har vovet livet i forgæves kamp imod strømmen, så redningsbåden måtte i. Tyskere og flæskestegsdanskere gøres der let kål på her. Svømmere som ikke-svømmere. Ja, selv TVs Jeppe Søe, der er en habil svømmer, kom nær galt afsted for nogle år siden i Løkken. Under en optagelse  spillede han beruset drukneoffer i hestehul efter ophold i natklub. Vesterhavets kystlivreddere skulle så med et kompakt kamerahold ombord i redningsbåden hale ham op af et frådende whitewater-hav, der gik amok. “Redningen” af den populære TV-host skulle absolut i kassen fra en vis vinkel med slagside - det var tæt på katastrofe. Fri af hestehullet og op i båden kom Hr. Søe da til sidst. Og heldigvis. Men kuldskær og forkommen. At Løkken er lunefuld, fik han at føle, og kunne så i sikkerhed og meget lettet rette på slipset.        
    Optagelsen blev ikke desto mindre livagtig.       
    Nej, følg strømmen ud, svøm parallelt med kysten indtil strømmen er ophørt. Så indad. Ethvert skolebarn har briefet mor og far om det - hvis ikke svømmeundervisningen da har slået fejl,” siger Vesterhavs-kystlivredderen Torben Bjerre.        
    “Facts om hestehuller bør stå på havregrynspakkerne. Vi lever jo i et land med vand. Og der er sommer på vej.”        

    Parallelstrøm         FOTO
    Tit mærker badegæsten en “mystisk” strøm, der går parallelt med stranden. Parallelstrømmen. Mystisk for nogle måske, da de store bølger jo slår vinkelret ind på stranden.        
    Heller ikke dét, er nogen “under-strøm”, som flere leksika forstandigt fremturer. Næ nej. Vesterhavets kystlivreddere siger, at det simpelthen er det opdæmmede vand fra før, som smyger sig parallelt med kysten, indtil det finder furen i revlen. Og så er det ud.        
    “Dumdristige kan forvisse sig om rigtigheden, ved at lade sig drive med en parallelstrøm. Men drop det,” advarer Vesterhavs-kystlivredder Helga Gulisano.        



    Lunchtime        
    “Med ét forvandler parallelstrømmen sig nemlig til en brat udadgående strøm. Et dødsensfarligt hestehul,” siger hun.        
    “Parallelstrømmen bringer så at sige ren “føde” frem til hestehullet. En slags lunchtime. Og somme tider står der mennesker på menuen. Vel ikke mærkeligt, at parallelstrømmene på engelsk hedder “feeders”,” siger hun og nævner livredder-devisen Be-aware-swim-with-care.        
    “Næstefter det at glide ind under tyk is - eller Titanic om igen - så er hestehuller nok det flest frygter mest ved vand,” tilføjer kollegaen Torben Bjerre.        
    “Mange aner jo ikke, hvor bæsterne ligger på lur - eller hvad de er lavet af. Hellere vil man flække en arm på langs end blive ført ud.”        
    FOTO
    Dus med hestehuller        
    Danske kystlivreddere og USLA taler i tur og orden om fire slags hestehuller, nogle mere griske end andre :        

    I. Det fikserede hestehul:        
    Absolut Vesterhavets klassiske hestehul. Det findes kun ved sandstrande med en fordybning i revlen. Her ligger det fikseret, indtil brændingerne har udjævnet fordybningen med sand. Det “fikserede hestehul” kan ændre karakter og sted og helt forsvinde på en enkelt dag.        

    II. Det permanente hestehul:        
    Navnet skyldes den stationære forekomst ved store klipper, moler, større høfter og stenet havbund, fortæller de to Vesterhavs-kystlivreddere. Ved høfter og moler kaldes det permanente hestehul også “one-feeder-rip”, da parallelstrømmen hér kun kommer fra én side.        
    Året rundt ændrer det “permanente hestehul” styrke efter brændingens størrelse. Og er det smalt og markant, så er det også kraftfuldt. Visse steder i Californien så kraftfuldt, at det ligefrem døbes efter kystens vej- og stednavne. Og så får det sit eget navneskilt i strandkanten og plottes på kort med særlige signaturer. Til advarsel og skræk.        



    III. Flash-hestehullet:        
    “Dette hestehul kommer uventet og uden advarsel som trold af æske -- det hærger i rygradsrislende “glimt” af få sekunders varighed,” fortæller Gulisano, og mener, at stort set kun ikke-svømmere er i farezonen her.        
    “Svømmere morer sig over et flygtigt sug, de nok synes er hyl, men ikke værd at skrive hjem om,” siger kollegaen Torben Bjerre:        
    “Flash-fænomenet skyldes ikke så meget havbundens beskaffenhed som uregelmæssigheder i brændinger og vind.”        

    IV. Det rejsende hestehul:         FOTO
    Det rejsende hestehul opstår ikke i en lokal passage i havbunden, som gængs er for hestehuller. Det er mobilt, og det dannes af en misk-mask af bølger og strøm. Slagsen kan illustreres som en vandret vandrende skypumpe. Og der er dømt urent trav. For med sin rejselystne suge-tragt, der i bredden måler ti-meter-og-træls eller mere - støvsuges let en 300 m stillehavs-strand totalt for svømmere. Fra den ene ende til den anden. Rub og stub. Far mor og børn. Og hund. “Levetiden” er på et par minutter. I Danmark optræder det kun i “light”-versionen med få ofre ad gangen.        
    Togtet foregår i “lull-perioden”, perioden med de mange små bølger, som ligger og putter sig imellem de få usædvanligt store bølger. Det er et roligt tidsrum, hvor opdæmmet vand slipper let fri af kysten. Og ud. Og da det rejsende hestehul genfødes i intervaller i takt med “lullperioderne”, så aner strandens badegæster snart et mønster. En rytme. Så med en smule rettidig omhu er man forberedt på hvert ny rejsende hestehul.        



    Atombombesky        
    “De fire hestehuls-typer deler sig i amerikansk og australsk livredning i en kam af underkategorier,” siger Vesterhavs-kystlivredder Torben Bjerre.        
    “Men gælder det danske forhold, så tjener en ekstra nuancering af havets sugerør i det store og hele nok mest som stimulans for livredningsteoretiske feinschmeckere. Det bliver man tit på gråvejrsdage med tusind skrigende havmåger på en mennesketom strand.”         FOTO

    En atombombesky lagt ned. Sådan om et hestehuls horisontale silhuet. Strømmen kraftigst i “halsen”, der udspringer nær stranden og aftagende i “hovedet” ude ved revlens fjerne side.        
    Ifølge kystlivredderne raser hestehullerne alene ved pålandsvind. Og er man i tvivl om deres vorden, bruges nogle livredder-vink:        
            

    • Vand, der antager en let gråbrunlig farve forårsaget af ophvirvlet sand, tang og blandet bundmateriale.
    • Overfladeskum, der tydeligvis ikke er fra brændingernes skumstriber, men ligner det brusende overfladevand, der ses efter en sejlende færge.
    • Afbrudte skumstriber: Bølger knækker ved det “kritiske punkt”. Det er, hvor vanddybden er på ca. 1,3 gange bølgehøjden. Derfor skumstriberne. Sidder man så inde på stranden og glor ud i havet og opdager, at en skumstribe er afbrudt, så er der nok længere ned til havbunden end de 1,3 gange bølgehøjden. Måske der dér så er en fordybning i revlen. Et hestehul. Desværre tiltrækkes mange badegæster af et sådant sted på revlen, der er uden brænding og skumstribelinie. De tror, de har valgt det roligste sted at svømme. Det fortryder de.
    • Ophvirvlet tang, som “på mystisk vis” flyder med strømmen udad, modsat bølgefronten.
    • Kruset overfladevand uanset at vandet omkring er roligt. Dette vink er ofte intet værd, da kruset vand dårligt ses i krap sø, hvor hestehullet for alvor er sultent.
    Spottes et hestehul afmærkes det straks af kystlivredderne inde ved strandkanten med neon-orange vimpelflag sat på to 2 meter høje bambusstokke i strandkanten. Den badefri sikkerhedszone herimellem er på 20-30 m.**        
    FOTO

    Livredder opslugt        
    Vesterhavs-kystlivredder Torben Bjerre har oplevet badegæster skånselsløst blive suget ud i vesterhavs-hestehuller ved Jammerbugten. Og så været i aktion.        
    Men særligt mindes han i et flashback, da han for få år siden i noget nær stiv kuling måtte svømme langt ud efter en tysk windsurfer med knækket mastefod.        
    “Vi havde hejst rødt flag i tårnet. Der var ingen badende. Men masser af windsurfere af dem, der er til fart og stiv kuling. En rigtig surferstrand med point break  var det. En windsurfer var smidt af boardet, og i nød. Redningsbåden kunne ikke forcere brændingen den dag, og vi havde ingen Surf Ski (d.s.s. livredningskajak. en anden ofte anvendt type livredningskajak hedder 'Ocean Kayak', red.) på livredningsstationen,” fortæller Torben Bjerre.        


    LIVREDNING.DK
     LIVREDNING.DK SPECIAL NYT
     VIDEO/AUDIO
    ARANCIA redningsbåd
    Rügen-Binz kystlivredderne
     FLERE BERETNINGER
    Kystlivredder 2001 - Beretning af Christian Høgh Aziz
    Virkelighedens Baywatch - Beretning af Høyer-Kruse & Hede Simonsen
    Rødhus 2001 - Beretning af Jeppe Bredahl Pedersen
    En Verden til Forskel - Beret-
    ning af Bianca Carstensen
     EKSTRA INFORMATION
    BEACH-kørestole
    Animation af hestehul
    RID-faktoren: En lumsk drukneårsag
     RESOURCES
    Lær kystlivreddernes SIGNALFLAG at kende
    NY livredningsbog
    Online Debat Forum
    “Straks greb jeg stroppen på min redningstorpedo, og besluttede mig for at svømme derud for at se, hvordan det var fat med ham. Tiden var knap, og der var langt derud. For hurtigst at nå derud løb jeg først lidt ned ad stranden til et sted, tæt på, hvor jeg vidste, at der i dagens løb var dannet et fikseret hestehul - med en hidsig udadgående strøm. Altså et rigtigt godt gammeldags brøl af et hestehul.        
    Jeg blev straks opslugt af parallel-strømmen og så ført 10-15 m nordpå langs kysten. Så drejede strømmen med ét udad, og jeg var på vej væk, væk fra land. Det gik stærkt - næsten som at blive revet ud med magisk kraft af stephenkingske dimensioner, som jeg plejer at sige. Retningen var stik modsat bølger og blæst. Lidt var det som at tumle afsted, væk fra stranden, i en usynlig kraftfuld flod med stærk strøm - en isnende fornem-melse. Og så igen. Det var jo ikke det, at jeg ikke vidste, hvad jeg gik ind til, det var snarere det, at oplevelsen var ti gange så pebret som jeg først havde forestillet mig inde på stranden, ret wierd var det. Et adrenalinkick à la hvem-ved-hvad,” forklarer Vesterhavs-kystlivredderen og fortsætter: 


    Fribillet til druknedøden        
    “Den forulykkede surfer var tydeligvis mærket af sin situation og også glad for at se mig. Takket være hestehullet tog udturen vel små 2 minutter. Det var ikke helt uden skræk, men absolut den eneste gang, at jeg har oplevet et hestehul som noget positivt. Som et transportmiddel. Ikke desto mindre har jeg nu på egen krop følt et vesterhavs-hestehul, der vil noget, og fået en oplevelse, man ikke sådan slipper,” forsikrer den 190 cm høje kystlivredder. Og lader ane en charme ved havets omskiftelighed fra dag til dag.        
    “Bedst som man tror, havet ligger i dvale, rejser det sig,” siger han.        
    “Boardet var kaput. Det tog sin tid at få bakset det ind til stranden. Efter strabadserne sad vi og snakkede tysk indendøre ved livreddertårnet. Og så var det godt med lidt varm te fra Trangia-sættet, dæmpet musik fra Løkken Lokalradio og Bastogne-kiks. Musikken var vistnok et lytterønske fra Saltum-postens livreddere. Det dulmer alt sammen. Lidt senere var der næsten vindstille og høj sol,” beretter Vesterhavs-kystlivredderen.        
    Og de læsere, der stadig hænger på, bør vide, at han under ingen omstændigheder anbefaler andre at ty til hestehuller som befordringsmiddel:        
    “Det bliver let en fribillet til druknedøden,” siger han om oplevelsen, der varede et øjeblik og gav stof udi det uendelige.       

    FOTO
    Konkylie for øret  
    “Selv gode svømmere kan panikke og blive næsten hjælpeløse under så stærke naturkræfter. Inderst inde var det mig da også meget imod - ingen forlanger jo at en kystlivredder vover livet. Og lang-historie-kort, så var det ene og alene fordi situationen krævede det, at jeg så at sige “tog hestehullet” derudad i en fart, der gør enhver brand-øvelse ære,” fortæller Vesterhavs-kystlivredderen Torben Bjerre .        
    Som kollegaen Helga Gulisano  ser han frem til at krybe i Kystlivredder-Korpsets klæder endnu en badesæson med bevogtning og bølgebrus døgnet rundt, dag og nat, ved de langstrakte sandstrande.        
    “Og savner man havet og kammeratskabet for meget resten af året - så må man bare holde konkylien tæt for øret. Lyttes der godt efter, høres også lyden af hestehullers vrinsk.”        
    - Var det med med frygt for eget liv, at du lod dig suge ud?        
    Han tøver lidt. Så falder svaret:        
    “Ja. Det var det.”        
    **        

     



    Kilder:        
    • Samtale med kystlivreddere fra Kystlivredder Korpset, april 1998
    • The United States Lifesaving Association: “Manual of Open Water Lifesaving” by B Chris Brewster, editor; Brady Prentice Hall; 1995; ISBN 0-8359-4919-2
    • Bascom, Willard: “Waves and Beaches”, New York: Doubleday, 1980

    • The Royal Life Saving Society U.K.: “Lifesaving” by David Eaton, editor; 5th edition 1990; ISBN 0-907082-59-9 
         

KLIK gerne på emner i RULLEMENUen REDAKTION KLIK gerne på emner i RULLEMENUen




WWW Livredning.DK


Copyright © 1990-2005  *  Nyhedsmedie for Kystlivredning / Lifeguard Page of Scandinavia, Danish Section, Livredning.DK

FORSIDENDrukningKystmorfologiTurist-aspektHistorieUdlandetRedningsudstyrAEDSiteMap
Opgaverne Litteratur Kystlivredderprøven Online ForumMail ServiceA-ZRedaktion